Hvad er ligestilling?
Ligestilling er grundlæggende et spørgsmål om frihed, lige værd og lige muligheder.
Det handler om at give mennesker muligheden for at forme deres eget liv. Uanset hvor man er født, hvad man er født som, eller hvem ens forældre er. Så hvad er ligestilling? Ligestilling handler altså om at skabe reelle lige muligheder, hvor alle har samme muligheder for at udleve deres potentiale og leve det liv, de ønsker.
Hvad er ligestilling mellem køn?
Ligestilling mellem kønnene, eller kønsligestilling, indebærer, at mænd og kvinder har lige pligter, rettigheder og muligheder inden for væsentlige områder af livet. Det handler blandt andet om samme muligheder for økonomisk uafhængighed, lige vilkår i uddannelses- og erhvervsvalg og samme muligheder for udvikling af personlige interesser, talenter og ambitioner.
Når det kommer til kønsligestilling i Danmark, er vi dog langt fra mål. For der er stadig store forskelle mellem mænd og kvinder – især når vi ser på kønsligestilling i arbejdslivet. Det gælder i forhold til løn, hvor kvinder i gennemsnit tjener mindre end mænd, selvom de udfører det samme arbejde. Det gælder også i forhold til lederstillinger, hvor der er alt for få kvinder, selvom de har lange uddannelser. Og det gælder i forhold til barsel, fædre- og forældreorlov.
Hvordan fremmer man ligestilling mellem kønnene?
Det kræver et opgør med de normer, der eksisterer i dele af vores samfund. Det kræver først og fremmest, at flere vægter ligestilling som en grundlæggende værdi for samfundet. For selvom vi har juridisk ligestilling (formel ligestilling), så betyder det ikke nødvendigvis reel ligestilling. Dette er ligeløn et godt eksempel på, hvor vi stadig har et løngab mellem mænd og kvinder.
Hos Inclusify er vi ikke bange for at tage ‘det lange seje træk’, når det kommer til kønsligestilling. Man kan faktisk sige, at det ligger i vores DNA.
Derfor vil vi i vores arbejde fortsætte med at sætte kønsligestilling og de forskellige ligestillingsproblematikker, som kvinder møder i arbejdslivet, på dagsordenen, så vi kan arbejde hen imod vores vision om et samfund og arbejdsliv, hvor kvinder og mænd behandles lige og har lige muligheder for at skabe det liv de ønsker.
5 bud på hvordan man fremmer kønsligestilling på arbejdspladsen
- Gør diversitet og inklusion til en strategisk indsats: Nedsæt styregruppe, foretag undersøgelser, implementer initiativer
- Skab gennemsigtighed på arbejdspladsen ift. løn, kønsfordeling og karrieremuligheder
- Fokusér på øget kønsdiversitet på alle niveauer og fagområder (start med ledelsesniveau for at skabe rollemodeller)
- Skab bedre muligheder for fleksibilitet og meningsfuldhed gennem et fokus på inkluderende arbejdsmiljø
- Opstart netværk for kvinder, så kvindelige medarbejdere kan mødes i trygge omgivelser, sparre og erfaringsdele samt få ny viden til handling